Østkreta

Østkreta – Makry Gialos

Makry Gialos er en lille hyggelig by direkte ned til vandet på det syd østlige Kreta. Et perfekt sted for en afslappende familieferie, hvis man er til strand, god mad, kultur og solskin. Vi var der i sommeren 2016, hvor vi fløj direkte fra København til Heraklions Internationale Lufthavn med et Græsk flyselskab, Ageaen. Det er dog ikke hver sommer, der er direkte fly på denne rute…

Her boede vi

Lagada Resort - Makry Gialos - Creet
Lagada Resort – Makry Gialos – Creet

Vi havde booket lejlighed i et helt nyopført feriekompleks i udkanten af Makry Gialos som hedder Lagada Resort. Super godt sted, men det var stadig ikke helt bygget færdigt, da vi var der, og stadig ikke særlig mange gæster. Lejligheden ved siden af os var ikke lavet færdig, men det var nu gjort på en fornuftig måde, så man ikke lagde mærke til det.

Resortet havde 2 store og meget lange pools, som ikke var særlig dybe – så også børnevenlige. Vi havde en lejlighed på toppen af komplekset med en tagterrasse. Det var super fedt at have tagterrasse, men i 35-40 graders varme brugte vi den ikke særlig meget. Det var kun om aftenen, når solen var gået ned,  hvor vi gik der op og nød den fantastiske udsigt og stjernene.

Lejligheden havde en fin terrasse, et fint køkken og lille stue, et badeværelse samt 2 værelser. Helt perfekt til 2 voksne og 2 børn.

Hvad skal man se her:

Makry Gialos

Byen er forholdsvist hurtigt overstået selv om, der er et par spændende butikker på vejen gennem byen. Der er butikker med tøj og lokale varer, som de er meget stolte af. Der er et utal at små tavernaer, hvor man kan få dejlig græsk mad lavet efter familieopskrifter med grønsager og olivenolie fra egen produktion.

På de lokale restaurenter får du virkelig noget god mad for pengene. De lokale er meget venlige og vil meget gerne fortælle om, hvad der er på menuen og hvad det bedste de har er. Lam og fisk er helt fantastisk hvis man er til kød, grønsagerne er som regel fra egen avl. Her er et par navne på gode restaurenter vi spiste på:

Gabbiano restaurant (favoritten)

The Rock Bar & Lounge

Green Beach Taverna

Stratos

Golden Beach

Dragon’s Cave

Strande

Green Beach - Makry Gialos - Create
Green Beach – Makry Gialos – Create

Green Beach var klart den strand vi holdt mest af under vores ferie. Den kan dog være lidt svær at finde. Vejen dertil så ikke ud af meget. Først op af en smal vej over et lille bjerg og ned igen på den anden side og så igennem en tavarna. Ja, du læser rigtigt, igennem en taverna. Green Beach Taverna lå helt nede ved vandet og man skulle køre gennem en meget smal passage for at komme igennem over til p-pladsen. Men det er bestemt hele turen værd.

Stranden har små palme cabanaer, som man kan leje. Typisk med en hængekøje og en solseng. Fantastisk koncept, når det runder 35 grader eller mere. Vandet er helt klart og man kan se langt. Det er perfekt til snorkling for hele familien om du er erfaren eller begynder. Sandet er dejligt dog med lidt sten, men det gør ikke noget for alt andet er super godt.

Til frokost havde vi flere dage bestilt bord på Green Beach Taverna hvor vi delte lidt forskellige små retter, super god mad. Om eftermiddagen sad vi ofte i deres rustikke lounge område under træerne og spillede backgammon og spiste is eller drak noget køligt.

Andre strande

Flere af de store hoteller i Makry Gialos har deres egne private strandområder.

SENTIDO Mikri Poli Atlantica har egen strand, hvor vi var den ene dag for at dykke med et dykkerfirma. Fin strand med masser af liggestole og parasoller. Men det bliver for pænt og strømlignet til vores smag. Det mangler lidt sjæl og stemning.

Sunwing Makrigialos Beach og Ocean Beach Club deler en strand, som ligner den på Mikri Poli, da de ligger lige ved siden af hinanden. Men du skal bo på de hoteller for at få adgang til stranden.

Strandene foran tavernaerne The Rock Bar & Lounge og Golden Beach er offentlige,  dog fungerer flere af tavernaerne og barene som strandklubber og man lejer solsenge og parasoller ud.

Hvad skal man se:

Pefki

Pefki er en lille bjergby ca. 20 min. kørsel fra Makry Gialos inde i landet. Vi tog til en lille fest på en lokal taverna, hvor der var underholdning og masser af gode græske specialiteter. Byen Pefki er ikke noget specielt syn, gammel og masser er forladte gamlehuse. Men en fantastisk smuk udsigt og smuk solnedgang heroppe fra. Bestemt en oplevelse for hele familien.

Vai

Vai – Create
Vai – Create

Vai er en helt fantastisk strand, der ligger næsten helt ude i det nordøstlige hjørne af Kreta. Det tager ca. 1,5 time at køre, hvis man køre rigtigt :-). Vi var flere gange igennem plantager og andet godt, fordi de var betegnet som en vej. Det var det også,  men en grusvej. Så vær opmærksom eller spørg på hotellet.

Stranden er som regel godt fyldt, men området er tilplantet med store palmer og der er det fineste sand og vand. På toppen af bjerget til højre for stranden ligger restaurant Palm Beach Vai, hvor vi spiste en god lille frokost med udsigt over Middelhavet og stranden.

Hvis du er til snorkling er dette også et godt sted med lidt klipper, hvor man finder lidt små fisk. Ellers er det bare at nyde den fine strand.



Booking.com

Se alle vores indlæg her på “At rejse er at leve…”:

Miami – Collins Avenue
Miami – Collins Avenue