Laguna Beach

Laguna Beach ligger i Californien mellem Los Angeles og San Diego, ca. 1,5 timers kørsel fra Los Angeles International Lufthavn (LAX). Laguna Beach er et lille stykke af den Californiske drøm om frighed, strand, palmer, afslapning og god mad. Området har tiltrukket mange kunstnere, der har udstillinger og atelier over hele byen. Så der er masser af små butikker med malerier og brugskunst. Hele området har også masser af gode restauranter, coffeeshops – og så masser af lejligheder der ligger lige, som i “lige ned til stranden”.
Her boede vi

Jeg (Ulrik) har været her 3 gange dels på forretningsrejse, dels på ferie. Alle 3 gange har jeg boet på Pacific Edge Hotel, som er et ældere strandhotel, som har en fantastisk surferstemning. Værelserne, der ligger ned til stranden er nyrenoverede og helt fantastiske (mange af de andre værelser er gamle og kedelige). Det koster lidt ekstra at bo helt ned til stranden, men det er pengene værd. Nogle af værelserne har altan som ligger lige ned til Stillehavet. Fantastisk at sidde og nyde udsigten over Stillehavet, dufte stranden og vandet fra altanen. Hvis du er heldig, kan du se sæler og hvaler i vandet lige uden for hotellet. Det er helt fantastisk. Hvis du er frisk kan du tage en morgenløbetur på stranden. Hvis du er mindre ambitiøs er det også bare dejligt at gå eller svømme en tur.

Der er en fantastisk stemning på hotellet, der oser af at man er så tæt på stranden. The Deck, som er hotellets restaurant og loungeområde, er som regel altid et samlingspunkt for folk på hotellet. Du får en fantastisk udsigt over stillehavet med solnedgang og lidt vind i håret, hvis du sidder udenfor. Man kan også sidde indenfor ved kaminen en kølig aften og nyde en god drink fra baren.
Spisesteder
Der er et utal af gode spisesteder i Laguna Beach i alle prisklasser med placering helt nede ved vandet eller oppe i byen.
Morgenmad

Hvis man er i Laguna Beach skal man spise morgenmad på Orange Inn. Det er en autentisk amerikansk familierestaurant, hvor indretningen er inspireret af surfer kulturen. Familien, der driver Orange Inn er meget imødekommende og laver noget helt fantastisk morgenmad. Menukortet består af friskpresset appelsinjuice, smoothies, omeletter med kartofler og havregrød med frisk frugt og meget andet godt. Du kan spise det i restauranten, men der er ofte mange mennesker fordi stedet er populært, så alternativt kan du kan tage det med ned til stranden og nyde morgenmaden i vandkanten.
Broadway by Amar Santana
Broadway by Amar Santana er en af de absolut bedste restauranter i Laguna Beach og du får top kvalitet mad. Restauranten er drevet af Amar Santana, som har prøvet at få New Yorks industrielle look ind i restauranten. Hvis du gerne vil besøge restauranten, skal du bestille bord i forvejen for ellers er der normalt ikke plads. En forret koster omkring 20 USD og en hovedret mellem 40-50 USD.
Las Brisas

Las Brisas er efter min mening restauranten med den smukkeste udsigt i Laguna Beach. Man kan starte med en god cocktail eller to på terrassen med en fantastisk udsigt over Stillehavet. Las Brisas er kendt for deres fremragende skaldyr og med en kølig Californisk hvidvin, så er det en hel fantastisk oplevelse.
Om aftenen bliver det som regel lidt køligt. Her er det godt at sidde omkring et bål ved bordet eller i baren med terrassevarmere. Hvis man ikke er til den friske luft, kan man også sidde indenfor.
En forret koster mellem 15-20 USD, en hovedret koster omkring 40-60 USD. Hvis du er til skaldyr og I er nogle stykker skal i prøve Seafood Tower, det er fantastisk, koster 169 USD.
Køreturen fra L.A til Laguna Beach

For at kommet til Laguna Beach fra Los Angeles International Lufthavn (LAX) hurtigst så skal du tage highway 405, det tager ca. 1,5 time. Lidt kedelig tur, da der ikke er så meget at se på.
Du kan også vælge den lidt mere interresante rute langs kysten af Highway 1 (CA-1), hvor du b.la. kommer igennem Long Beach og Newport Beach. Denne tur tager ca. 2 timer og 20 min. hvis du kører direkte.
Både Long Beach og Newport Beach er fantastiske steder lige at lave et pitstop og opleve byen, husene, stranden og kulturen. Den er ret forskellig kan jeg afsløre og fasinerende på hver sin måde.
Hvad kan du forvente af din kørertur, se med på vidioen:
[gmap-embed id=”2360″]